- kom lige ved et tilfælde til at kigge forbi! Sikke lang tid siden sidst… Følte mig egentligt en smule vemodig…for det var nu hyggeligt med det der bloggeri. Livet har ændet sig på mange fronter - nyt arbejde, nyt hus og nye skoler til alle 3 børn. Der bliver slet ikke strikket noget for tiden - vi bor stadig mellem flyttekasser og jeg er slet ikke sikker på hvor uld og pinde er gemt (og næsten glemt). Det nye kamera bliver brugt alt for lidt… mem måske skulle jeg lige tage et par billeder i morgen. Vi ses igen!
Gamle nyheder? Nej, her trak vi højtiden ud i langdrag. Der er en engelsk ide om, at skoleåret skal kunne opdeles i 6 lige store dele, som alle afsluttes med en ferie. Normalt passer det mig udmærket - men i år blev det til noget rod på grund af den tidlige påske. Børnene havde en lang fri-weekend til påske, men den egentlige ferie begyndte først 10 dage senere.. lige som vores ferie sluttede. I går var så deres første dag i skole igen - og dermed den første dag i over 5 uger, hvor der ikke er nogen, der holder påskeferie her i huset!
Vi var kreative med tiden - på flere måder. Jim tog først på en kort alene-ferie med guitar og microfon, og fik indspillet nogle af sine sange.
Fly in a Balloon Waiting Ephemeral
Den sidste uge af vores ferie (og den sidste inden børnene fik ferie) blev vejret pludseligt godt… så sammen med et par venner fik vi lejet et hus i Wales, taskerne blev pakket og børnene bortført fra skolen.
Vores lille grå hus i LLangenith.
Drager på stranden - Rhossilli Bay.
Drageflyveren Rowan.
Maya og Rowan på toppen af en bakke.
Fik selskab af et par pony’er på vores gåtur.
Hul igennem..
Klipperne omkring Fall Bay - mon navnet har noget at gøre med, hvad man kan risikere, hvis man begiver sig ud på en gårtur der oppe… det kunne man jo fristes til at tro.
Fall Bay igen - denne gang fra toppen.
Slapper af efter en tur i bølgerne.
Tæerne i vandet - for første gang i år!
Sandslotte-masseproduktion
Hold hovedet varmt!
Så varmt var der..
…og så koldt dagen efter, da vi igen vendte hjem til Stroud.
Selvom det slet ikke har været koldt nok til at fryse om hænderne denne vinter, så kunne jeg alligevel ikke modstå trangen til at strikke Lucy Neatby’s Paradoxical Mittens. Den er stadig en ensom single.. men der arbejdes på sagen.
Jeg nejede - om det var graciøst, skal jeg ikke kunne sige, men jeg hverken faldt, gav skalle eller smækkys. Uheldigvist er vores in-house fotograf ikke særlig god til at tage skarpe billeder, så nedenstående er det bedste, der kunne findes i bunken..
Vi - jeg og 3 andre house parents - blev præsenteret sammen med organisationens bestyrelsesmedlemmerne og en repræsentant fra LCS, som sidder på pengene bag foretagendet. Heldigvis er Prinsen ikke nem at imponere med betydningsfulde titler eller finansiel status, så han brugte lang tid på at tale med os almindelige mennesker. Han stillede relevante spørgsmål og lyttede interesseret til svarene. Chefen - grundlæggeren af institutionen - er kendt for at stille kringlede spørgsmål, som ikke alle er lige nemme at svare på, og selvom vi havde forberedt os på det, så må jeg nok sige, at det var en smule nervepirrende, da han indleder samtalen med at smide et af de kringlede i min retning. Heldigvis havde jeg læst på lektien og klarede skærene, endda godt nok til at blive rost af chefen bagefter. Alt i alt var det en god dag - vores elever gjorde sig virkeligt umage og havde lidt af en festdag, og Prinsen var meget interesseret i hvad de lavede.
…når man hilser på prinsen. Så meget klogere er jeg nu blevet en smule undervisning i korrekt etikette. Han skal tiltales som ‘Your Royal Highness’ ved hilse og derefter som ‘Sir’. Håndtrykket skal være let og påklædningen ’smart but casual’ - gadvide om der nogensinde er nogen, der har fået byttet rundt på de to instrukser?
Et jordskælv?!..var min første tanke, da jeg vågnede til lyden af en rystende radiator(!) og i en seng, der ikke stod helt stille. Jeg lå længe og overvejede om jeg skulle stå op og flytte drengene, som sover aller øverst oppe under taget på et loftsværelse lige ved siden af vores kæmpe skorsten. Jeg har det ikke godt med den skorsten - og ligger også tit vågen når det stormer, og bekymre mig for om den kan vælte. Jeg blev til sidst enig med mig selv om, at det nok ikke var nødvendigt - der må jo være tale om en ualmindelig lille risiko, og HVIS det virkeligt havde været et jordskælv, så kom der nok ikke mere end et. I morges var jeg lidt til grin, da jeg forsøgte at overbevise resten af familien om, at de måske havde sovet gennem et jordskælv.. men de måtte efter et hurtigt kig på BBC’s nyhedsside bukke sig i støvet og undskylde! Epicenteret var 200 km herfra, så vi var ikke hårdt ramt - eneste personskade skete da en skorsten væltende ned over en 19-årig ung mand, som lå og sov sødt på sit loftsværelse…
Der blev ringet op og spurgt om prinsen måtte komme på besøg. Nå ja, ok - det var chefens telefon, der ringende og ikke min. Men den med prinsen var skam go’ nok! Ingen andre end The Prince of Wales meddelte, at han ville aflægge ‘os’ et visit. Det er da lidt sjovt.. det blev ikke mindre spændende, efter chefen havde haft fat i mig for at høre, om jeg og 3 andre houseparents ville fortælle Prinsen lidt om, hvad vores arbejde går ud på. Han har ry for at være et roligt og venligt menneske, som ikke skaber panik blandt dem omkring ham, så jeg er egentlig ikke ret nervøs. Men nejer man - eller hva’?
Hvorfor er det lige, at sådan en altid dukker op, netop når man ikke har brug for den - eller er det bare, at den er sværere at modstå, når tiden er knap?
Boggle er et af mine yndlingsspil, men kræver jo, at man er mere end en der har fået lysten… pludr er godt, men tager efter min mening alt for lang tid… så WordSplay er lige sagen. Her er der lige så mange andre medspillere som man nogensinde kunne få brug for og det er ‘fast and furious’ - 3 minutter, hvor man kæmper med at finde så mange ord som muligt og så en 30 sekunders pause inden et nyt spil begynder. Vi ses.. jeg skal bare liiiige spille et par spil
